• Business-overblik: Ryanair langer ud efter København og Billund og afskriver Danmark

    ソース: BDK Finans / 16 5 2025 01:09:08   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik på denne store bededag. I dag runder vi blandt andet: Store danske virksomheder nedjusterer på grund af usikkerhed Professor: Milliardstøtte til havvindmøller er alt for stor Kønskvoter i erhvervslivet: Nina Smith advarer mod gyldne skørter og symbolpolitik Trumps straftold udløser massefyringer i Kina Men vi begynder med en heftig kritik af Danmark fra flygiganten Ryanairs topchef. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Ryanair langer ud efter København og Billund og afskriver Danmark Det er alt for dyrt at flyve på Danmarks lufthavne, og Ryanair kan sagtens nå sit mål på 300 millioner passagerer på et år uden at engagere sig yderligere i Danmark. »Danmark er for øjeblikket ikke noget oplagt sted for vækst. For der er så mange andre lufthavne og lande, hvor vi som et flyselskab med fokus på omkostningerne kan opnå langt bedre forhold,« siger topchef for Europas største flyselskab siden 2019 Eddie Wilson til Finans. Ryanair stoppede i april flyvninger til og fra Billund Lufthavn efter en årrække med fast base og er også holdt op med at flyve til og fra Aalborg Lufthavn. I Københavns Lufthavn er Ryanair tredjestørst efter SAS og Norwegian. Her burde selskabet efter topchefens vurdering have langt flere fly og flere ruter, men blandt andet statsafgifter til flyselskaberne og lufthavnenes egne afgifter spærrer for dette. Det skriver vi om 1. Kønskvoter i erhvervslivet: Nina Smith advarer mod gyldne skørter og symbolpolitik Det er ikke kun en kvindekamp at få ligestilling i toppen af erhvervslivet. Derfor ærgrer økonom Nina Smith sig over nyt studie. Kønskvoter i bestyrelser er nærmere »tyrkertro« og »symbolpolitik« og har ikke bragt et forandret arbejdsmarked med sig. Læs historien her. 2. Trods Trump og usikkerhed: Leo Pharma-boss vil stadig på børsen i 2026 Trods usikkerhed om rammerne for pris, told og godkendelser i USA ser Leo Pharmas topchef, Christophe Bourdon, fortsat store muligheder på det amerikanske marked, hvor selskabets salg af medicin mod alvorlig eksem steg med 45 procent i årets første kvartal. Læs historien her. Det bør du også læse En nærdødsoplevelse gav Mathias Langkilde Sukstorf modet til at tage chancer. Nu lever han af at lande store aftaler Til daglig er Mathias Langkilde Sukstorf vant til at bære et tungt strategisk ansvar på sine skuldre. Men der var engang, hvor lige præcis sådan et ansvar ville have givet ham svedige håndflader. Han har et råd til, hvordan man kan slippe frygten for at træde forkert og få udlevet sit fulde potentiale. Læs historien her. Det skriver andre medier om 1. Store danske virksomheder nedjusterer på grund af usikkerhed Den geopolitiske usikkerhed og USAs handelskrig skaber så stor usikkerhed for de største danske virksomheder, at adskillige har nedjusteret deres forventninger til resten af 2025, skriver Finans. Det viser to nye analyser fra rådgivningsgiganten Deloitte og erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI). Syv af de 40 største børsnoterede virksomheder, som hidtil har afleveret regnskaber, har skruet ned for forventningerne. På listen står blandt andre medicinalgiganten Novo Nordisk, smykkeselskabet Pandora og høreapparatproducenten GN Store Nord. Erhvervs- og medlemsdirektør i DI Emil Fannikke Kiær siger, at usikkerheden »påvirker de store virksomheder helt sindssygt«. 2. Professor: Milliardstøtte til havvindmøller er alt for stor En af Danmarks førende eksperter i energiplanlægning, professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet, har regnet på forskellige scenarier for elprisen og vurderer, at det er unødvendigt, at de nye havvindmølleparker, som regeringen har planer om, skal koste skatteyderne 62 milliarder kroner i statsstøtte. Det skriver Børsen. Der er højst brug for ti milliarder kroner i støtte – og han finder det »overvejende sandsynligt«, at der faktisk slet ikke er brug for støtte, eller at der faktisk kommer en indtjening, når han vurderer, hvordan elprisen udvikler sig. 3. Trumps straftold udløser massefyringer i Kina Præsident Donald Trumps straftold på 145 procent mod Kina har skabt varig skade på Kinas økonomi, og selvom der nu er 90 dages våbenhvile mellem verdens to største økonomier, og straftolden i den periode er sat ned til 30 procent, er den nedsatte straftold stadig nok til at ramme jobmarkedet og sætte Kinas økonomi ned i gear. Det siger økonomer og politiske rådgivere til nyhedsbureauet Reuters. Massefyringer med social ustabilitet er det kinesiske kommunistpartis mareridtsscenarie. Økonomer vurderede tidligere, at straftolden kunne medføre helt op til ni millioner fyringer. Nu går vurderingerne på 1-4 millioner og – hvis straftolden sænkes til 20 procent – 1,5-2,5 millioner job. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser torsdag: Dow Jones: +0,65 procent S&P 500: +0,41 procent Nasdaq: -0,18 procent Asien – indeks fredag kl. 7.05: Japan Nikkei: +0,05 procent Hongkong Hang Seng: -0,81 procent Kina CSI Shanghai: -0,52 procent Tak, fordi du læste med, og rigtig god weekend! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-ryanair-langer-ud-efter-koebenhavn-og-billund-og
シェアする